Stort og vel istandsat overalt med mange fine detaljer bevaret fra husets oprindelse i 1958. Her er du omgivet af skov og afstanden til havet er kort. Daginstitutioner og en lokal skole ligger 750 m væk og tilsvarende findes internationale skoler blot 14 km væk i København. Gulve, skabslåger og håndsnedkereret skabshylder fremstår intakt og fuld af sjæl. Huset ligger hævet over gadeplan og kigger ud over den dobbelte carport. Haven er stor og med sol hele dagen. Haven har en god opdeling med et skønt område omkring den store pool og plænen. Boligen er opdelt i 2 afdelinger (en børne- og forældreafdeling) og har derfor 2 naturlige indgangspartier foruden bryggersdøren ved vaskerummet. Via hoveddøren træder man ind i en entre og fordelingsgang, hvor de første 2 værelser begge har loft til kip. Soveværelset rummer mange smukke detaljer med blandt andet “ventilationsvindue” og indbyggede skabe. Badeværelset er total renoveret, men har bevaret udtrykket uden at gå på kompromis med kvalitet. Der er indlagt gulvvarme og tilført moderne inventar. Badeværelset indeholder både brusebad & badekar. Den store stue ligger parallelt med terrassen og også her er loft til kip. Overalt er vinduer istandsat og velbevaret og de oprindelige gulve er slebet og lysnet. Parallelt med stuen ligger spisestuen som et gennemgangsrum ud til køkkenet, og også her er den oprindelige kvalitet så høj, at den fremstår intakt og du kan derfor gå på opdagelse i et Poggenpohl køkken der fremstår lige så nyt, som alle hårde hvidevarerne. Bag køkkenet ligger en større gang med flere indbyggede skabe samt 3 gode værelser, et totalt renoveret badeværelse med brusebad samt et større indgangsparti med moderne garderobe og spejl skydedøre. Et mindre bryggers med vaskefaciliteter samt ekstra fryseplads har egen adgang ud. Du kan således træde indenfor i begge afdelinger af huset, hvor af den bagerste er mest brugt. Fra entreen er der nedgang til en fuldt udnyttet og istandsat kælder på 54 kvm.